I 2013 deltog jeg i 3 24 timersløb, hvor de 2 første i Aarhus og Trollhättan blev fusere, mens det lykkedes mig igen at komme over 200 km ved DM i Grenaa og vinde bronze.

Aarhus Indoor 24 H 

Jeg havde ellers store forhåbninger før løbet i Aarhus. Jeg havde vundet det i 2009, og jeg syntes selv at formen var lige så god som dengang, selvom det de seneste år har knebet med resultaterne.

Allerede tidligt i løbet kunne jeg mærke, at det ikke rigtigt var min dag. I stedet for at holde mig til den taktik jeg havde lagt før løbet med at løbe mellem 8 og 9 km i timen, lagde jeg ud med 10-11 km i timen, for at holde trit med de bedste, og jeg kom til at løbe i nogle hårde ryk. Jeg lod mig rive med af stemningen. Efter 6 timer havde jeg nået 58 km, og allerede da, kunne jeg ikke holde farten. Farten gik langsomt, men ubønhørligt ned, og efter 12 timer havde jeg nået 108,5 km, og kvalmen, den kvalme jeg får i de fleste 24 timers løb havde ramt mig. Jeg måtte nu begynde at gå, men 2 timer senere hvor, hvor jeg kun havde nået yderligere 10 km begyndte jeg at brække mig. Jeg er før kommet tilbage efter jeg har brækket mig, men jeg strakte gevær og udgik. Jeg ville ikke risikere at overbrække gulvet Jeg fandt et sted nede i kælderen, hvor jeg sov et par timer.

Da jeg vendte tilbage, så jeg at det gik godt for de nye danske håb Niels Høgh Henriksen og Bruno Batsberg. De nåede begge for første gang over 200 km, med henholdsvis godt 210 km og 201 men de kunne ikke true den norske veteran Per Heskestad  der vandt løbet med 221.3 km Løbets resultat

Trollhättan

Jeg var opsat på at holde mig til min taktik i Trollhättan. Jeg ville nøjes med 8.5 km i timen, hvilket ville give et resultat på ca 208 km. Jeg holdt mig til min taktik i de første mange timer, og pacerede målstregen mere præcis end et tog i Mussolinis  Italien. Men så begyndte det at knibe. Benene blev tunge, og jeg begyndte igen at få kvalme.. jeg havde ellers arbejdet mig op i feltet, og førte løbet. Efter 6 timer var jeg ude på ca 52 km, helt efter taktikken, og var stadigvæk ikke stødt ind i problemer. Det var først, da det var begyndt at  mørkne, at problemerne begyndte at vise sig, og jeg mistede fart  hver time. Jeg var begyndt at miste moralen, log jeg ventede bare på, at jeg skulle begynde at brække mig. Da jeg så, at jeg skulle kæmpe hårdt for bare at nå 180 km, valgte jeg at udgå, hvilket jeg selvfølgelig fortrød bagefter. Det kunne jo være, at jeg kunne ha’ kæmpet mig tilbage, som jeg ofte har gjort. Jeg kunne knap nok mærke i benene, at jeg havde løbet de ca 126 km som jeg nåede.

Grenaa Ultrafestival

Nu var jeg opsat på at revanchere mig. Jeg havde lagt træningen lidt om, og havde trænet mere hastighed, Jeg prøvede at overbevise mig selv om at smerten er en illusion, og at man kan ignorere den. Efter fiaskoen med mit “Løb og Gå” taktik vendte jeg nu tilbage til det gamle princip, med at løbe så længe jeg kan, og derefter holde 6-7 km i timen ved at gå- Jeg ville holde et vågent øje med favoritterne og prøve at følge dem. Jeg ville ikke følge Frederik Böjholm, da jeg vidste han ville lægge hårdt ud. Han tog da også hurtigt føringen. Jeg holdt mig til Bruno Batsberg og debutanten Majbritt Skovgaard. Efter 5 timer fik jeg en lille krise og måtte slippe Batsberg, og jeg bestemte mig for at holde mit eget tempo. Jeg holdt de andre favoritter Rene Koch og Leon Hansen bag mig. I lang tid holdt jeg mit eget tempo med ca 9 km i timen. Henad mod midnat begyndte det at regne, hvilket temmeligt sikkert var til min fordel, da jeg er vant til at løbe 3-4 timer om morgenen i alt slags vejr, og jeg øgede afstande til mine nærmeste konkurrenter. Jeg kunne se, at Rene, der var 2 omgang (4 km) bagefter mig. Til min irritation blev jeg ved med at standse op ved tidtagerbordet efter hver omgang, hvilket skulle være unødvendig, og kunne temmelig sikkert være nået et par km længere, hvis ikke jeg havde den uvane. Efter forplejningen  blev det stykke jeg gik også længere og længere. Jeg havde som sædvanligt fået kvalme, og brækkede mig mange gange, men jeg havde valgt at ignorere det, og blive ved med at løbe. Noget varmt te med masser af sukker ta¨r ofte den værste kvalme, men til min store irritation   havde de ingen sukker.Jeg blev hentet af Rene da der manglede ca 3 timer. nu lavede jeg en taktiks fejlstreg ved at prøve at følge ham i hans tempo, frem for at holde mit eget på godt 8 km, som jeg havde holdt i mange timer, og som jeg havde det godt med. På et tidspunkt måtte jeg brække mig, og jeg så ham forsvinde i det fjerne, og da vidste jeg, at jeg skulle stille mig tilfreds med bronze, selvom jeg stadig var 2 km foran ham. Jeg kunne ikke rigtig få gang i bentøjet, og vidste, det kun var et spørgsmål om tid, før han påny  indhentede mig  Nu var det svært, for ikke at sige umuligt for ar overbevise mig selv om at smerten var en illusion. Efter han endnu engang indhentede mig, var jeg tilfreds med at nå de 200 km, hvilket jeg nåede præcis efter 23 timer. Den sidste time kunne jeg kun gå 5 km, og nåede dermed ud på 205 km, hvilket jeg efter omstændighederne kun kan være tilfreds med

Vinder af DM blev Bruno Batsberg med 218 km, mens  M<ybritt Skovgård blev vinder af kvindernes DM med 214 km, hvilket er det næstlængste en dansk kvinde har løbet på 24 timer.

Resultater af løbet