Løbeprofil

Løbe Erindringer 1

Lige siden jeg så  australieren Ron Clark vinde olympisk bronze ved de Olympiske Lege i Tokyo 1964, har jeg følt mig tiltrukket af langdistanceløb.
Jeg kan huske, at jeg så det sammen med min far, der led af en uhelbredelig kræftsygdom og som døde et par måneder senere.
Det mærkelige med den begivenhed, er at min far døde i foråret 1964, mens de Oympiske Lege først blev afholdt i september samme år.

Det var først mange år senere, at jeg fandt ud af og jeg studsede over det, da jeg fik at vide, hvornår min far døde
jeg spørger tit mig selv hvordan sådan noget kan ske. Nogle vil måske sige, at min hukommelse spiller mig et puds.
At det er noget jeg har drømt. Jeg er 100% sikker på at jeg så det sammen med ham, en aften i januar måned 1964.
Når jeg vender bladet i erindringens bog, ser jeg for mig stuen i Borris, hvor vi boede. Lænestolen jeg sad i,  bordet midt i stuen, og min far liggende i sengen ved væggen, tæt på døren ud til køkkenet. Bag fjernsynet var døren ind til vores soveværelse
Men tilbage til selve løbet. Jeg har altid syntes det var lidt synd for Ron Clark, at han ikke vandt, da han førte alle omgange på nær det sidste, hvor amerikaneren Mills overhalede ham og vandt guld, mens en tuneser Mohammed Gammoudi vandt sølv, på 4. pladsen kom ethioperen Wolde, der i 1968 vandt guld i marathon.
Gennem hele min barndom var Ron Clarke mit store forbillede.
Efter min fars død, blev jeg, sammen med min søster  anbragt på børnehjem i Tarm. Solgården i Tarm
Jeg havde en bog Friidrott 63, hvorfra jeg havde fået den kan jeg ikke huske, men den inspirerede mig til at løbe.
Jeg var 9 eller 10 år, og når jeg kunne se mit snit til det løb jeg rundt om en græsplæne, der havde nogenlunde samme størrelse som en fodboldbane.
Både voksne og andre børn, syntes jeg var mærkelig, når jeg kunne finde på at løbe. Dengang var der langt mellem løbere, det var lang tid før den store motionsbølge.
Skolen jeg gik i lå ca 1 km fra Hjemmet, og når vi fik spisefrikvarter, løb vi omkap hjemad. Jeg løb også nogle gange sammen med nogle af mine klassekammerater.

Tarm skole. I tresserne. Jeg tænker med rædsel på gymnastiktimerne.  Jeg har aldrig været stiv til gymnastik.
Når der skulle hoppes over buk eller hest, blev jeg altid siddende på den, uanset hvilken højde den havde.
Ikke noget med fine kraftspring eller saltomotaler, det længst jeg kunne strække det til var at slå en kolbøtte, hvis jeg var heldig. Når vi skulle marchere blev jeg altid sat ned bagved, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå i takt.
Jeg har aldrig kommet til tops i tovene, og når vi legede sørøvere var jeg altid den første der blev fanget.
Jeg fik aldrig taget idrætsmærket end ikke i bronze. Jeg kom aldrig over højden 1.05 i højdespring.
Men(når jeg selv skal sige det), så var jeg god til fodbold, men det fik vi selvfølgelig ikke lov til at spille ret meget.
Heldigvis fik vi senere en anden gymnastiklærer, og jeg fik lejlighed til at vise mine talenter på fodboldbanen
På børnehjemmet spillede vi masser af fodbold. Desværre tillod man ikke at vi kunne spille i klubben.
Jeg fik senere lov til at spille håndbold. Jeg spillede en del år i Tarm-Lønborg KFUM. På 2. holdet.
Jeg blev dog senere en hel del bedre, og fik scoret en del mål, men holdt op med at spille da jeg kom på efterskole i Løgumkloster.

På efterskolen i Løgumkloster var vi nogle, der ind imellem løb om morgenen. En ca 4 km’s tur.
De fleste holdt hurtigt op igen, da de ikke kunne løbe fra mig, men min værelseskammerat og mig, løb ofte turen hver morgen
Der blev også engang afholdt et par-orienteringsløb, hvor jeg var makker med min værelses og løbekammerat, og eftersom vi var de bedste løbere, var vi helt sikker på, at vi ville vinde.
Vi forvekslede imidlertid en flueklat på kortet med en post, og vi endte langt uden for ruten, og kom allersidst i mål, selvom vi ikke fandt alle posterne. Vi kom tilmed så sent, at de andre var færdige med aftensmaden.
Jeg har aldrig siden deltaget i orienteringsløb, og har heller ingen planer om at gøre det.
Jeg har det med at løbe forkert, også i konkurrence.
Da jeg løb mit bedste marathon på 2:47 løb jeg og en anden forkert, kort før vendepunktet i Aarhus marathon.
I Mors Rundt 100 Miles, løb jeg tidligt forkert, og selv på rundstrækningen i 6 dagesløbet i Göteborg lykkedes det mig at løbe forkert
På mine træningsture i Hammer Bakker, lykkes det mig også ind imellem, at løbe forkert og ende inde i en skovkrat et eller andet sted, og ikke vide, hvor jeg er
Når jeg ligger alene, og har løbet et par km uden afmærkninger eller km angivelser har jeg altid følelsen af at være løbet forkert.
Jeg foretrækker rundstrækninger, helst ikke længere end en km. I 24 timers løbet i Viborg havned jeg også en sen nattetime på en ukendt gårdsplads udenfor ruten.
250 m rundstrækningen i Aarhus Indoor passer mig fint, der er det endnu ikke lykkedes for mig at løbe vild

Efter efterskoleopholdet kom jeg i lære som isenkræmmer, og i godt og vel et halvt år fik jeg ikke løbet, eller dyrket nogen sport overhovedet.
Det var i den tid, at alkoholen langsomt var ved at få overtaget.
Jeg sagde min lærlingekontrakt op, med den begrundelse at jeg var anbragt på den forkerte hylde og fik arbejde på en fabrik, og fik igen overskud til at løbe.
jeg deltog dog kun i 2 konkurrencer. 20 km i Skive, hvor jeg løb ca 1.20   og JM i 5000 m, hvor jeg sluttede sidst, slået med over en omgang af den næstsidste. Det skal dog siges, at der var en håndfuld bagved mig, der udgik.
Jeg husker at jeg blev klappet i mål, som en vinder.

Vinderen af løbet i Skive, var en af datidens store løbere Arne Stigsen, der vandt foran en anden stor løber Rudolf Thalund. Mange år senere i 1988 ved Veteran Masters i Herning fik jeg revanche, og besejrede dem med mange minutter. Da var de blevet indhentet og overhalet af en, der overhaler alle, nemlig alderdommen

Jeg havde blaffet den til løbet i Skive, og blaffede tilbage. Med mit sædvanlige held, kom jeg til at gå det meste af vejen til Holstebro Hvor jeg overnattede på et hotel, så det havde været noget billigere at ha’ taget toget eller bussen
Da det var gået noget bedre på 20 km, var jeg sikker på, at det var på de længere distancer, at min fremtid lå. Jeg havde dog ikke den mindste anelse om, at min næste konkurrence, bortset fra et par 1500 m i Gymnasiet, lå et årti forude, da jeg først løb den næste 20 km i 1983

Under træning i en skov ved Tarm, løb jeg i noget løst sand, vred om på foden og var så uheldig at brække den.
Jeg var længe om at komme med over det. Det ville ikke gro rigtigt sammen, og i lang tid brugte jeg det som en dårlig undskyldning for ikke at begynde at træne.
I efteråret 1973 startede jeg på Rønshoved Højskole. Den lå tæt ved spritbåde og grænsebutikker, og jeg tog rigeligt for mig af retterne.
Jeg fik dog løbet om ikke hver morgen så en 4-5 gange om ugen, tit lidende af voldsomme tømmermænd.
Nogle gange brugte jeg også eftermiddagen på løb.
Jeg fik spillet meget bordtennis, og brugte mange timer på at spille fodbold, og var på skoleholdet, der mødte den lokale landbrugsskole.

Efter højskoleopholdet begyndte jeg på HF på VGT i Tarm.
Jeg løb i alt 4 1500 m som konkurrence, med begrænset succes. 2 udtagelsesløb for at komme på holdet og 2 gange ved gymnasiestævnerne
Selv om mit alkoholforbrug stadigvæk var enormt fik jeg dog trænet lidt.
Løb sammen med en der hed Klaus, som boede på samme vej som jeg. Vi kørte i hans mors bil op til en plantage nord for Skjern og løb der.
Ellers spillede jeg lidt basket og håndbold i gymnastiktimerne, og da jeg kom på kostafdelingen spillede jeg lidt fodbold. Ellers blev det kun til masser af bordtennis

Efter HF blev jeg militærnægter, og nu var det næsten slut med løbningen
Hash og LSD overtog alkoholens rolle som stimulans, og fra 1977 til 1983 fik jeg slet ikke løbet.
i 78 eller 79 fik jeg fat i en cykel, og det blev alligevel ind imellem til nogen rimelige lange cykelture, men intet tydede på, at jeg skulle vende tilbage til løbningen.
Jeg fik spillet meget skak, også i den lokale skakklub Sct Jørgen.
Men jeg drømte altid om at begynde at løbe igen, fik spillet lidt fodbold sammen med nogle flippere, som jeg selv blev betegnet.
Folk må ha kikket lidt, når vi efter kampen, altid lå på knæ for at ryge af en jordhuga.
Begyndte på Biblioteksskolen i Aalborg i 1981, men fortsatte mit store forbrug, denne gang en mix mellem alkohol og Hash.
Men nu kunne det være nok, og mit nytårsfortsæt var at begynde at løbe igen, hvilket jeg så startede med 2. Januar 1983.

1983 blev året, hvor jeg igen begyndte at løbe konkurrencer. Ganske vist kun 2.
Limfjordsløbet i Vodskov, hvor jeg sammenlagt blev nr 41, og Aalborg 20 kmhvor jeg løb lidt over 1:20, næsten det samme som i 1973.
Om sommeren var jeg på en længere cykeltur til Frankrig, og var nu opsat på at der snart skulle løbes marathon, som jeg altid havde drømt om.
1984 14 dage før jeg skulle deltage i mit første marathon i Aalborg , var jeg så uheldig at brække benet, og måtte gå med benet i gips i flere måneder

Det tog lang tid før benet igen var iorden, og kunne modstå træningens strabadser.
Kom så småt i gang igen i juli, men løb heller ingen konkurrencer dette år.
Fortsatte træningen i 1985, deltog i et enkelt 20 km løb, men udgik pg.a for høj udgangsfart.
Begyndte at supplere løbningen med karate, som jeg gik til i et års tid.
1986 og 87 svandt hen, jeg løb næsten dagligt, men deltog ikke i konkurrencer, men nu skulle det være.
1988 skulle være mit store år. Jeg deltog i OBS-løbet et 30 km løb mellem Aarhus og Randers.
Det gik fint, og jeg løb på 1.56.27, og var nu klar til min debut på marathondistancen.

Det foregik i Odense til JFM, men det fungerede ikke for mig, fik tidligt maveproblemer, og måtte udgå. Havde ellers sat næsen op efter 2.48, løb derefter et halvmarathon i Skive i 1.13.40, og var med til at vinde holdløbet i min aldersklasse ved JFM for veteraner.
Løb lidt langsommere i Aalborgløbet lidt senere.

Det var nu blevet 1989, og jeg havde stadig ikke løbet det marathonløb, jeg altid havde drømt om
Men nu skulle det være. Startede sæsonen med at løbe 1.51.15 ved JFM 30 km i Ringkjøbing og kunne lige klemme mig i top 10
Lagde ud i rasende fart ved Aalborg Boulevard Marathon, der samtidig var DM og passerede 30 km 2 min langsommere end i Ringkjøbing, men så var der også udsolgt og ved 36 km var jeg groggy som en bokser, og måtte udgå.
2 Marathon og 0 gennemførte, men 3. gang lykkens gang.
Jeg skulle løbe i København og et par uger før løb jeg 34.00 på 10 km, så formen var der ikke noget i vejen med.

Så lykkedes det endeligt, efter så mange år drøm. Jeg passerede målstregen i 2.50.58, og var tilfreds, selvom jeg havde håbet at komme under 2.48. Dernæst begav jeg mig ud på en cykeltur, til Holland

Nu kunne jeg kalde mig marathonløber. Deltog i DM for veteraner i Køge, hvor jeg endnu engang løb 2.51
Men denne gang havde jeg det værre bagefter, og brækkede mig i toget hele vejen til Aalborg,
Løb et par 20 km i sæsonen bl.a 1.11.40 ved et Veteranstævne i Herning, hvor jeg blev 2′er, ligesom jeg blev nr 2 i Hjørring, kun slået af den senere Danmarksmester på marathon Søren Rasmussen, der kun var 10-15 sekunder foran mig i mål. Husker det var årets varmeste dag, ca 34 grader

I 1989 løb jeg mit hurtigste marathonløb på 2.47.08 i Aarhus, og samme år løb jeg 1.11.11 på 20 km

I 1990 blev jeg sammen med en anden udtaget til at repræsentere Aalborg i et 30 km løb i det daværende Leningrad. Jeg var ude af form, men fik mig kæmpet mig gennem de 30 km lidt under 2 t, men turen står for mig, som en af de helt store løbsoplevelser.

Samme år, eller var det året efter, var jeg i Tyskland i  en lille by nær Thürringen, hvor jeg løb et 25 km løb, sammen med nogle fra klubben af.  Jeg havde den ære hos værtsfamilien, at sætte til bords sammen med den senere verdensrekordindeholder i kvindernes marathonløb Tegla Loroupe, få uger før hun løb sit første marathonløb i New York, som hun vandt.

I 1991 var jeg sammen med en klubkammerat i Skien i Norge til et halvmarathonsløb, hvor jeg satte PR med 1.15.54 på deres nationaldag d. 17. Maj      Samme år  satte jeg PR på 10 km bane og landevej med henholdsvis 33.50 og 33.45

I 1992 fuldførte jeg Aalborg Marathon i 2:51, og nu skulle der gå 10 år, før end jeg igen ville komme til at fuldføre et marathon.
Jeg fik de efterfølgende sæsoner ødelagt af skader, hvor jeg nu løb halvmarathon på ca 1.20 og 10 km på 35
Døjede med rygsmerter og senere dårlige knæ.
I 1997 fik jeg konstanteret slidgigt i knæene, og måtte indstille løbningen i ca 2 år, det var totalt umuligt for mig at løbe
Fik en mountainbike, og begyndte at træne knæene op igen
I 1999 gik jeg så småt i gang med løbningen igen, men ikke så intens som førhen
Vovede at deltage i en halvmarathon i 2000, men løb på omkring 1:30, langt fra det niveau jeg før havde haft.

I 2001 blev der kun løbet et par serieløb og et enkelt halvmarathon på omkring 1.30.

Der skulle ske ændringer, og nu begyndte jeg at planlægge at skulle løbe Ultra, for at ha’ noget at stræbe efter
I 2002 løb jeg Aaalborg Brutal Marathon i ca 3:16, og var nu opsat på at løbe ultra.

Så er vi nået til 2002, hvor jeg debuterede som ultraløber. Før debuten løb jeg Aalborg Brutal Marathon på 3.16, og en uge før løbet i Stige løb jeg halvmarathon på 1.22. Jeg havde trænet en hel del mere end jeg plejede, bl.a ved flere gange at løbe ca 80 km, så distancen ville ikke være meget længere i konkurrencen, ligesom jeg var begyndt flere gange om ugen at løbe 2 gange om dagen

Debuten foregik i Stige, hvor jeg løb 9.19 på de 100 km, og det rakte til en 7. plads. Sådan var det altså at løbe Ultra. jeg havde været væsentligt mere medtaget efter nogle marathonløb.

Senere på året forsøgte jeg mig på 24 timer. Det blev et flop. I Viborg nåede jeg kun ud på ca 85 km, før jeg fik maveproblemer, og havde et skadet knæ. Jeg lå det meste af natten i teltet og brækkede mig, noget som jeg efterhånden skulle komme til en hel del gange, men det afskrækkede mig ikke. Jeg vidste, at det var min distance, og at jeg en dag ville løbe langt.

I 2003 udgik jeg af Aalborg Brutal marathon med en fiberskade, og blev nødt til at melde afbud til Stige.

For at være i form til 24 timersløbet i Viborg, tog jeg ud på en 2 dages jogge/gåtur Sommertur  Det havde været en god tur. ikke kun en tur i landskabet, som blev til et mytologisk landskab da trætheden begyndte at indfinde sig.

Måneden efter i Viborg gav træningen bonus, da det lykkedes mig at fuldføre og komme ud på 177 km hvilket gav en 4.plads. Løbet blev vundet af Helle Mortensen, der nåede godt og vel 205 km.

Året efter blev min hidtil dårligste sæson. Det startede med, at jeg måtte udgå af Aalborg Brutal Marathon, hvor jeg var færdig allerede omkring de 30 km. Selv de lange 80 km ture som jeg var ude på, måtte jeg opgive at fuldføre og ta’ bussen eller gå den sidste halvdel. Den helt store nedtur kom så ved Viborg 24 timer, hvor jeg kun nåede 57 km, hvilket skal siges ikke kom som den helt store overraskelse for mig. Jeg var færdig allerede efter ca 30 km, og blev meget utilpas. Jeg lagde mig,  og da jeg havde fået det lidt bedre, fortsatte jeg. Men det blev kun til et par omgange. jeg lagde mig i græsset og brækkede mig uhæmmet. Ole Cramer spurgte om jeg ikke ville ha’ en læge til at se på mig, og hun frarådede mig at fortsætte, hvilket jeg heller ikke havde tænkt mig, da helbredet altid kommer i første række. Fiaskoen blev total, da jeg i et 10 km’s serieløb kun løb  40.16, og for første gang ikke kunne holde 4 min pr km. Jeg blev straks af en gammel løbskammerat gjort opmærksom på, at jeg engang havde sagt, at når jeg ikke længere kunne løbe 4 min pr km, ville jeg holde op med at løbe, for det var det tempo jeg førhen løb til træning og altid kunne holde 20-30 km.  Ved ikke hvad der gik galt det år.

2005 kunne umuligt blive dårligere. Jeg løb igen Aalborg Brutal Marathon, og måtte kæmpe mig i mål på 3.41, over 25 minutter langsommere end i 2002, men det positive var, at jeg fuldførte.  Næste opgave var 24 timer på Bornholm. Her gik det helt fint,og jeg nåede ud på godt og vel 182 km, hvilket var PR. For en gangs skyld havde jeg ikke maveproblemer af betydning. Jeg gik ned mod slutningen af løbet, havde ca 102 efter12 timer, og nåede ca 80 på de sidste 12 timer. jeg var så træt,  at jeg hverken gik eller løb den sidste time. I lang tid efter løbet havde jeg det som om, at der var nogel, der havde givet mig knippelsuppe under fodsålerne. Godt en måned senere tog jeg til Trolhättan, og det blev næsten en tro kopi af løbet året før i Viborg. Kom hurtigt i vanskeligheder, og nåede kun 76.5 km. Sprang Viborg 24 timer over.Fik løbet et par motionsløb, Cimberløbet og Skagensløbet, hvor jeg lige kunne placere mig omkring en 10. plads, og blev vinder af min aldersklasse. Løb Aalborg Løbet, halvmarathon, hvor jeg løb på 1.24, og kunne lige holde de 4 min pr km igen.

I efteråret fik jeg en tjans som avisbud, og det har ændret min træning. Nu bliver der hver morgen løbet mindst 20 km, og oftest bliver der også tid til en løbetur om eftermiddagen I starten havde min krop vanskeligt ved at klare den øgede træningsmængde, og nogle gange blev jeg nødt til at gå ruten, fordi jeg havde problemer med ischiassen eller achillesenen. jeg kompenserede for den manglende løbning med mange lange gåture

Sæsonen 2006 blev om muligt lige så dårligt som 2004, med manglende resultater. 79 km kunne det blive til på  Bornholm, og kun 114 km i Viborg. Jeg gik helt ned i Aalborgløbet, og kom gående i mål i ca 1.38. Det var mit sidste “almindelige” løb, lige siden har jeg kun løbet ultraløb. Jeg havde dog et par gode oplevelse med en flere dages vandretur i pinsen, og en lang efterårstur

2007 bød på 2 24 timersløb. jeg deltog i Holte, hvor jage nåede 167,5 km, hvilket overbesviste mig om, at jeg igen var på rette sporJ. Jeg løb kun de første 12 timer, hvor jeg nåede ca 100 kmhvorefter jeg gik de sidste 12.

Senere på året løb jeg atter i Viborg, og nåede 188 km Løbsberetning

I 2008 kom min store sæson, hvor jeg vandt DM i Rønne ved at løbe 223 km

Hele sæsonens træning var lagt til rette til dette løb. Ingen konkurrencer før. Udelukkende focus på dette ene løb. Det eneste, der manglede i mine forberedelser var en lang tur, som jeg havde planlagt i påsken, men hvor der så kom snestorm. Min taktik var klar, et hårdt udlæg, for at knække konkurrenterne, og holde så længe som muligt, da jeg ved, at når jeg er tvunget til at gå kan holde en fart på ca 7 km i timen hvilket mange knap nok kan løbe på et sent tidspunkt i konkurrencen, med mindre de har holdt pause. Det gik også fint de første mange timer. Selvfølgelig bliver man træt. men ikke mere end at man stadigvæk kan løbe. Der kommer en lille svaghedsperiode lige efter midnat, men ikke værre end det er til at overvinde. Jeg skifter sko, hvilket er den eneste pause, jeg holder under løbet, og som tager ca 5 mnutter. Jeg har ført lige fra starten af, men kan nu fornemme, at jeg er ved at blive hentet af en nordmand Jon Harald Berge og en anden udlænding Gunlagur Juliusson lægger også pres på. Ham holder jeg trit med, og lader ham ikke komme forbi, hvorimod, jeg ikke kan følge nordmanden. Jeg havde håbet på nye resourcer ved daggry, men kræfterne er ved at være udtømte. Ind imellem kan jeg holde trit med nogle 24 timersløbere, der har holdt pause, men når de igen holder pause, er det svært at holde tempoet, når man ligger alene. Benene er nu tunge, meget tunge. jeg giver mig god tid (for god tid) ved drikke depotet, og det er svært at få gang i benene igen. Jeg begynder at overveje om jeg skal begynde at gå, jeg har en fornemmelse af at det vil gå hurtigere hvis jeg går, end hvis jeg løber, også fordi det tager lang tid at få gang i benene igen efter indtagelse af vædske. Omkring kl 7 bestemmer jeg mig for at gå resten at tiden, og jeg holder en fart på mellem 6 og 7 1/2 km i timen. Jeg kan mærke at Vagn Kirklund og Christian Frimann haler ind på mig, men de skal løbe meget hurtigt de sidste par timer for at kunne slå mig. Det er en lettelse at være færdig. Jeg havde nået mit mål. At blive Dansk Mester og komme over de 220 km. Jeg nåede 223 km 356 m.  Efter løbet gør det vanvittigt ondt. Mine fødder er hævet, og er blålige. Jeg har besvær med at sætte mig ned på en stol, og det alt sammen virker uoverskueligt. Det hjælper at komme i bad og få sovet lidt. Så den lange tur hjem. og tirsdag morgen en lille joggetur med aviser på ca 1 time. Rart at få gang i blodomløbet igen

Blev lidt overmodig, og allerede en måneds tid senere deltog jeg atter I Holte. Jeg lagde for hårdt ud, og nåede 178 km, men det gav moral, at jeg ikke udgik, da jeg havde det sværest, og begyndte at brække mig, men blev ved med at gå, selvom det gjorde vanvittigt ondt. Var nu udtaget til landsholdet, men meldte afbud, da det foregik på den anden side af jordkloden i Syd-Korea, og jeg ikke kunne finde sponsorer til at betale. Gik kuk i min ansøgning om støtte fra klubben, og fik først tilsagn så sent at billetpriserne var steget.

Sæsonen 2009 bød som sædvanlig på både nedture og opture. Jeg løb 5 løb i alt. Sæsonen startede godt,idet jeg vandt Aarhus indoor 24 timers løb, hvor jeg løb 216 km, og følte jeg kunne ha’ løbet længere. Løbsberetning

Så kom sæsonens store nedtur. VM i Bergamo, hvor jeg havde håbet at sætte DR
Jeg havde en rigtig offday, hvor jeg tidligt blev træt og fik desuden maveproblemer, og valgte at stoppe efter 146 km. Løbsberetning
Jeg sprang DM over, og løb i Holte, hvor jeg blev nr 2 og løb små 190 km. Jeg havde ventet noget mere, men fik maveproblemer ved midnat, og valgte at løbe taktisk for at holde min 2. plads, da Leon Hansen var for langt foran til at jeg kunne gøre mig forhåbninger om at indhente ham. Løbsberetning
Så kom 6 Dagesløbet i Gøteborg. Et løb, hvor jeg havde store op og nedture
Jeg endte med at løbe 722 km, hvilket må betegnes som tilfredsstillende, selvom jeg havde håbet at nå længere. Løbsberetning
Sæsonen sluttede med 100 Miles på Mors, hvor jeg kun stillede op fordi jeg var tilmeldt. Jeg tog chancen. Allerede tidligt i løbet løb jeg forkert, og da vidste jeg, at jeg ikke havde mulighed for at blande mig i topstriden.
Da gjaldt det om at komme igennem, men jeg savnede motivationen ,og udgik efter 90 km Løbsberetning
Alt i alt en tilfredsstillende sæson, hvor jeg løb det næst og trejebedste 24 timersløb, jeg har løbet. Og 722 km på 6 Dage er heller ikke at kimse af.

2010 blev en meget skuffende sæson, med 2 dårlige resultater. Ved VM i Brive nåede jeg kun 124 km, og i Holte kun 92 km.

I 2011 deltog jeg i et enkelt løb i Holte, som jeg vandt idet jeg nåede 184.5 km. Jeg vil betegne det som et af mine bedste løb, selvom, jeg er kommet væsentligt længere i andre løb. Det skyldes at jeg led af en kraftig forkølelse, og jeg tog kun derover, fordi jeg var tilmeldt og havde købt flybilletter. Jeg startede forsigtigt, og efter 6 timer lå jeg kun på 6.pladsen, men jeg fortsatte ufortrøendt, og overtog føringen, da der manglede ca 6 timer. Efter jeg havde faldet over en trærod inde i skoven, gik jeg kun, men nåede de 184.5 km. Løbet sled hårdt på kroppen,  og jeg kunne næsten ikke slippe af med den kraftige forkølelse, som jeg led af over en måned efter løbet.

I 2012 deltog jeg i 48 timers løbet på bornholm, hvor mit mål var at løbe 320 km, men sådan gik det slet ikke, og da det var overstået var jeg tilfreds med at ha’ nået 289 km. Løbsberetning

 

I 2013 lykkedes det mig endnu engang at komme over de 200 km, da jeg i Grenaa vandt DM Bronze med 205 km. Forud havde jeg 2 mislykkede 24 timersløb i Aarhus og Trollhättan.

I 2014 blev jeg nr 2 i 48 timersløbet på Bornholm med beskedne 252 km

Det gik ikke helt som jeg forventede eller håbede i 48 timers løbet på Bornholm.
Jeg kunne slet ikke få det til at fungere på førstedagen. Der var simpelthen ingen kræfter til at løbe. Led allerede efter godt en time, og følte mig utilpas i varmen
Efter 6 timer havde jeg nået ca 47 km, men måtte kæmpe for det. Det blev bare værre og værre, og nu havde jeg vanskeligt ved bare at gå. Jeg kunne ikke engang holde 6 km i timen ved at gå, hvilket jeg ellers altid, uanset hvor træt jeg er kan. Gik nu ned og lagde mig et par timer i teltet, og fik en på øjet. Da jeg vågnede, røg jeg et par smøger, og funderede over hva’ jeg sku’. det lettetste ville være at strække gevær, og udgå, lege turist i Rønne og se Giro’en i TV. Men min ære forbød mig simpelthen at blive noteret for de ca 65 km som jeg var noteret for efter 18 timer. Så ind på banen igen og får nogen km på kontoen. Det var heldigvis blevet noget mildere, og jeg begyndte så småt at få gang i benene igen. Jeg var selvfølgelig blevet løbet helt ud af resultatlisten, og havde meget at indhente
Midtvejs i løbet havde jeg nået ca 110 km, men havde det langt bedre. For at komme på
skammelen, skulle jeg bare overhale konkurrenterne med 2 omgange i tiemen, mens de var på banen, og håbe på de skulle ha’ noget søvn.
Nu udviklede det sig ganske pudsigt. Det fleste af dem foran mig blev enten skadet, eller valgte at udgå, så stille og roligt avancerede jeg på resultatlisten.. Havde lidt bevær med at indhente Brian Hansen , men fik ha distanceret med et par omgange, og var rimelig sikker på 2. pladsen, da jeg som lyn fra en klar himmel fik en smertefuld vabel på
venstre lilletå. Fik fat i en nål og fik prikket hul, og fik sat noget compeed på, så jeg kune gå videre, omend smertefuldt.
Jeg nåede op på 252 km, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredstillende for mig, men havde jeg ikke hevet mig selv op ved hovedhårene, var jeg ikke kommet længere end de 65, som jeg havde nået efter 18 timer. Var jeg før løbet blevet spurgt om jeg ville være tilfreds med en 2. plads ville jeg ha’ svaret ja. jeg havde aldrig drømt om at man kunne blive nr 2 med 252 km. Det var rimelig stærke løbere jeg var oppe imod. Så havde jeg haft et forfærdeligt første døgn, så må jeg trøste mig med, at de må ha haft en endu værre 2. døgn
Det var i øvrigt en fornøjelse at se Johan Steene sætte svensk og nordisk rekord. på 383 km. Det så så såre let ud, når han med lette tråd overhalede en omgang efter omgang.
Under løbet nåede jeg en milepæl, så jeg nu har nået over 4300 km i ultrakonkurrencer svarende i distance til over 100 marathon.

Min præstation, eller rettere sagt manglende præstation i Viborg 24 timers løb, går jeg let hen over. Havde ingen motivation til at løbe, og trak mig allerede efter godt 50 km’s løb.

 

Håber på mange gode år endnu. Indenfor de næste 10 år har jeg som mål atter et par gange at komme over de 200 km, + 300 på 48 timer og endnu engang  komme over 700 km i et 6 dages-løb. Desuden  har jeg tænkt mig at løbe Danmark Rundt. Løbe til Gibraltar og løbe til Nordkap

Har prøvet at regne på, hvor langt jeg har løbet sammenlagt. De sidste 10 år har jeg gennemsnitligt løbet ca 10000 km om året. Løber 3-4 timer om morgenen med aviser, og for det meste en time eller 2 om eftermiddagen.  I årene 2001-05 løb jeg gennemsnitligt ca 6000 km om året. I årene 1999-2001 blev det ikke til så meget, nok kun 2000 km om året. 1997-1999 blev der ikke løbet. 1992-97 blev der gennemsnitligt løbet ca 3000 km om året. I årene 1988-92 blev det til ca 5000 km om året. Fra 1983-88 trænede jeg noget usammenhængende men løb nok alligevel ca 3000 km om året. Kan ikke huske, hvor meget jeg trænede i årene 1973-76 eller helt tilbage i min barndom, så det regner jeg ikke med. Alt i alt ca 163000 km,  + – ca 5000 km hvortil kommer ca 4300 km i ultraløbskonkurrencer og ca 800 km i andre løbskonkurrencer

Jeg har også altid gået meget. Hellere gå en halv time end vente 5 minutter på bussen. Har gået mange tusinde km med de 3 hunde, jeg har haft gennem tiderne. Har spillet fodbold og håndbold i tusindvis af timer, så mine ben har nok båret mig et stykke over de 200000 km. Havde jeg været en motor i en bil, ville ejeren nok være begyndt at være en smule bekymret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *