Edward Payson Weston var en af de helt store pionerer inden for 6 dages løbene. Som så mange andre vandrere vandrede han mange soloture. Hans første kendte solotur foregik i 1861, hvor han vandrede fra Boston til Wahingthon for at se Abraham Lincoln blive indsat som præsident. Han vandrede de 730 km med et gennemsnit på 85 km om dagen, trods kraftig snevejr. Han kom en anelse for sent til at se Lincoln blive taget i ed som præsident. Detvar som led i et væddemål. Han havde væddet på, at Lincoln ikke ville blive valgt som præsident, og skulle han blive valgt skulle han gå til Washington for at se indsættelsen. Der van en showman i Weston, han havde bl.a arbejdet i et omrejsende cirkus, så han sørgede for at der var medieovervågning på, så nogle steder på ruten stod folk som sild i en tønde for at se ham komme forbi. Præsidenten tilbød at betale hans rejse tilbage, men som den sportsmand han var, tog han ikke mod tilbuddet, da han ikke havde nået at se ham blive indsat som præsident, og han vandrede den lange vej tilbage. Under den amerikanske borgerkrig var han kurer for nordstaterne.
Han blev nu professionel “Pedestrian”. i 1867 indgik han et væddemål på 10000 Dollars om at gå fra Portland til Chicago ca 2100 km, som han fuldførte på 25 dage, og hvor han holdt fri om søndagen. Han vandrede nu flere ture, hvor han nåede 400 Miles (643 km) på 4 dage . Nu syntes han tiden var inde til at være den første der nåede 500 Miles(804 km) på 6 dage. Det skete i dagen 14-19 september 1874. Han var nu Ultraens ukronede konge.
Men han havde konkurrenter bl.a Daniel O’leary. Der blev arrangeret et møde mellem dem først i New York og senere i England, hvor O’Leary begge gange besejrede ham
Han deltog ikke i de første “Astley’s Belt”, som arrangøreren af mødet mellem ham og O’Leary arrangerede som uofficielle verdensmesterskaber. Men i 1879 besluttede han sig for at stille op. I “Astley’s Belt” konkurrencerne var det tilladt at løbe. Weston var overbevist om, at det var umuligt at løbe i 6 døgn, og var overbevist om at en “Vandrer” til enhver tid kunne slå en løber. Han havde dog ikke forudset, at der var nogle, der skiftevis gik og løb. Modvilligt så han sig nødsaget til at lære at løbe. Han blev en overbevisende vinder med ny VR 550 Miles(885 km). En tusindfoldig menneskeskare ventede på ham i New Yorks havn for at hilse ham tilbage. Det var hans sidste store bedrift i konkurrence sammenhæng. Men han gennemførte en række solo vandringer. I 1907, godt oppe i 60’erne gentog han bedriften med at vandre fra Boston til Washington, og i en alder af 70 vandrede han tværs over USA. Han ville gennemføre strækningen New York-San Fransisco på 100 dage. Det blev en barsk omgang for ham. den bil, der skulle følge ham brød sammen. Store dele af turen måtte han følge jernbanesporene, og han måtte igennem hedebølger og angreb af myg. Men han klarede det. Til hans ærgelse måtte han bruge 105 dage, og ikke 100, som han havde planlagt. Så det måtte gøres om. Året efter gik han ruten igen, og denne gang lykkedes det ham. Han brugte 87 dage, og blev modtaget af en menneskeskare på ca en halv million. 87 Dage Det store Amerikanske Løb fra Los Angeles til New York brugte 84 dage.
Det blev hans sidste store bedrift. Han døde i en alder af 90