Dette er nogle af højdepunkterne i dansk Sport som jeg husker dem. De fleste resultater og begivenheder skriver jeg om indtil ca årtusindskiftet. Min interesse for sport er blegnet gennem tiden. Førhen fulgte jeg med i næsten al sport, specielt fodbold, men interessen kølned noget af. Førhen kunne der gå flere måneder mellem en fodboldkamp i fjernsynet. Nu om stunder, kan man næsten ikke undgå at se fodbold, hvis man går kanalerne igennem, måske det er en af årsagerne. De eneste sport jeg følger meget med i nu er Ultraløb, selvfølgelig og cykelsport landevejsløb. Ellers ser jeg kun de vigtigste , de afgørende sportsbegivenheder hovedsaglig med dansk deltagelse
Min interesse for Sport stammer helt tilbage til barndommen. Noget af det første jeg kan huske nogle fodboldkampe tilbage først i 60’erne. Der lykkedes det landsholdet at blive nummer 4 ved Europamesterskaberne det daværende Nations Cup. De måtte igennem 3 nervepirrende kampe mod Luxemborg for at nå Semifinalen. Efter 2 kampe 2-2 og 3-3 vandt Danmark den afgørende med 1-0. Alle mål blev scoret af Ole Madsen. Det blev den bedste danske placering indtil dynamitdrengene kom til i starten af 80’erne.
Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde om Sport. Læste om, at Danmark ved OL i 1908 vandt sølv, og stod for en kæmpesejr på 17-1 over Frankrig, med 10 mål af Sophus Nielsen, også kaldet “Krølben”, begge dele regnes, i hver fald i Danmark, for Verdensrekord både for største sejr, og for flest mål scoret af en enkelt person i en landskamp. Ved det næste OL i 1912 blev det påny til Sølv. Det var så indledningen til en sand ørkenvandring for det danske landshold, der i tiden efter led nederlag på nederlag. Der kom dog 2 lyspunkter i mørket. Ved OL i 1948 vandt Danmark bronze, efter sejr i kvartfinalen over Italien med 5-3. 4 af målene blev scoret af John Hansen. Det hører dog med til historien, at det var et Italiensk Amatørhold. Mange af spillerne blev derefter professionelle i netop Italien. 12 år senere i Rom, blev det til sølv. Der blev målmanden Henry From, den helt store helt. Da han tog et straffespark i semifinalen mod Ungarn. Lige før ungaeren skulle sparke, rakte han hånden op, gik hen til den en stolpe, og satte sit tyggegummi fast på den. Det var lige før jeg så småt begyndte at se fodbold i fjernsynet. Den helt store helt der var Harald Nielsen, der blev turneringens topscore, og fik en kæmpe karriere i Italien. DBU havde et gammeldags syn på fodbold, og tillod ingen professionelle på landsholdet. Så de næste årtier blev rsultatmæssigt noget magre år, hvor sæsonens helt store højdepunkt var kampen mod Sverige, som vi også næsten altid tabte, med en undtagelse i 1965, hvor det blev til sejr, og hvor Ole Madsen scorede et legendarisk mål med hælen.
Jeg fulgte med i Danmarksturneringen og jublede, når det blev til sejre til de jyske hold, specielt når det lykkedes Esbjerg eller Vejle at vinde Mesterskab eller Pokal. Har det stadigvæk bedst når Mesterskabpokalen befinder sig på den rigtige side af Storebælt. Randers Freja vandt dog også en plads i hjertet, da de som 2. Divisionhold vandt Pokalen 2 gange. Horsens “den gule fare”, havde også en supersæson, og vandt bronze, endda med negativ målscore. Aab stod for en kæmpesejr mod B1909 med 12-2, hvor måltavlen kom ud af funktion, og man satte 2 ølflasker op for at markere de 2 sidste scoringer. De fleste profiler fra Danmarksturneringen blev professionelle, mange nåede lige en enkelt eller 2 kampe på landsholdet, førend de drog udenlands. DBU vågnede først op, da Harald Nielsen og Helge Sander planlagde at starte deres egen liga. For at komme det i forkøbet tillod de at danske spillere kunne få løn, og komme på kontrakt med deres klub. Siden da, er det gået fremad for de danske hold. Hvor det før i tiden, var næsten lige så sikkert som amen i kirken at de danske hold var ude af de Europæiske turneringer efter første runde, begyndte de nu at tage store skalpe. FCK, der var blevet dannet af en fusion mellem B1903 og KB sendte f.eks selveste Bayern München ud efter kæmpesejre. Brøndby, der var flagskibet i den første tid, sendte Liverpool ud og har nået semifinalen i Ueffa turneringen i 1991, og var blot 2 minutter fra en finaleplads, og OB tog selveste Real Madrids skalp ved i overtiden at score til 2-0.
Landsholdet havde længe stået i stampe, men efter at man tillod udenlands professionelle at komme på holdet begyndte det stille og roligt at gå fremad. Men først da en vis Sepp Piontek overtog holdet, begyndte de helt store resultater at komme. Det helt store øjeblik kom med sejren over England på Wembley, på et straffespark sat ind af Allan Simonsen. I den afgørende kamp mod Grækenland blev det til sejr, og holdet kvalificerede sig til EM. Der kom de i semifinalen, hvor de blev sendt hjem af Spanien, der sejrede efter straffesparkskonkurrence Holdet fortsatte successen og nåede til VM i Mexico 1984 bl.a efter en sejr over det daværende Sovjet på 4-2 i en kamp der af mange betegnes som den bedste kamp, et dansk landshold nogensinde har spillet. Ved VM nåede de til kvartfinalen, hvor de igen trak det korteste strå mod Spanien, og blev ydmyget med hele 5-1 Holdet havde ellers alle kvaliteterne til at blive Verdensmester, men Sepp Piontek ville absolut have en sejr over Tyskland. Den helt store danske spiller Frank Arnesen fik en advarsel, og blev senere udvist, så han ikke kom med til kampen mod Spanien. En taktisk fejl, ikke at udskifte ham efter advarslen. Landholdet begyndte at blegne og blive en skygge af sig selv. Røg ud i indledende runde ved EM, og kvalificerede sig ikke til det næste VM i 1990. Også kvaliciferingen til EM i 1992 glippede, men grundet borgerkrig i Jugoslavien kom Danmark med, og opnåede den største succes nogensinde ved at vinde EM.
Fodbold er lunefuld. Der er marginalerne, der afgør det. Det landhold fra firserne, der havde klasse til at blive Verdensmestre, og på nær et par pladser var langt bedre plads for plads end EMvinderne nåede kun en semifinale. Det altafgørende øjeblik i semifinalkampen mod Spanien i EM semifinalen er ved Spaniens udlignende mål, der giver dem straffesparkskonkurrence. En tilsyneladende ufarlig bold er på vej mod baglinien. Ingen danskere finder det nødvendigt at løbe efter den. En spanier gør det, når den lige på baglinien, smækker den ind over,og der er udlignet.
En anden af de store sportsgrene er håndbold. I 1967 vandt et undertippet dansk hold VM sølv. I en af de mest kendte kampe vandt de semifinalen over Sovjet med 17-12, mest takket være målmanden Erik Holst. De var nået til semifinalen ved at besejre Frankrig med 9-8 i den indledende runde. Den lille MK 31 spiller Max Nielsen sikrede den videre deltagelse med et mål i de døende sekunder. I kvartfinalen mødte de de jugoslaviske favoritter, der var så sikre på sejr, at de h I favde sikret sig billetter til semifinalekampen, hvilket satte de danske spillere yderligere op. Efter en spændende kamp, vandt Danmark med 14-13. inalen blev det til et nederlag på 14-11 mod Tjekkoslovakiet. De næste år hørte Danmark til Verdenseliten og ved næste VM i 1970 nåede de semifinalen, hvor de tabte til Rumænien, og i bronzekampen led de et ydmygende 29-12 nederlag til Jugoslavien i en kamp, hvor de brændte omkring 10 straffekast. Derefter begyndte en nedtur for Dansk Håndbold. De måtte lide den tort at komme til de daværende B-VM nogle år, inden skuden påny blev vendt.
Damerne vandt VM sølv i 1962, og den allerførste håndboldkamp jeg så i 1963 vandt de 11-0 over Sverige. Men ellers viste det danske landshold ikke noget i mange år, og var på et tidspunkt ved at blive nedlagt. Først i begyndelsen af 90’erne kom der international format over holdet med VM-sølv i 1993 og OL Guld i 1996.
Fulgte med i den danske turnering. I de år var det mest københavnske HG, der dominerede, og vandt flest Mesterskaber. Mit hold var Arhus KFUM, der kunne give dem modstand, og også tog et par Mesterskaber. Profilerne i dansk håndbold var på den tid den karamatisede Palle Nielsen fra HG, der var kendt for sit lange år, og som sad på udskifningbænken og strikkede. Aarhus KFUM havde Jørgen Voldgaard som styrmand og en sikker skanse i Erik Holst, der var blevet kåret til Verdens bedste målmand i 1967. Magtbalancen skiftede og fra 1974 var det Fredcericia KFUM, der var altdominerende, og var storleverandør til det danske landshold, ligesom etablerede landsholdspillere søgte til klubben. Holdet var bygget op omkring storskytterne Jørge Heideman og Flemming Hansen (Mikkel Hansens far). I 1976 kom de i finalen i Europa Cuppen hvor det blev til et knebent nederlag til jugoslaviske Benja Luka.
I sportlige magre år, måtte man sætte sin lid til de danske badmintonspillere. Det helt store navn var Erland Kops, der vandt herresingle 7 gange i All England Han vandt for første gang i 1958 og sidste gang i 1967. All England var på det tidspunkt det største man kunne vinde, og først i 1977 kom der VM på programmet, mens det blev en Olympisk disciplin i 1992. Der havde endda været vindere før ham. I 1939 vandt Tage Madsen og senere i 1948 tog Jørn Skaarup titlen. I 1964 tog Knud Aage Nielsen ligeledes titlen. Danmark har altid været godt repræsenteret i Herresingle, hvor den ene stjerne efterfulgte den anden, ofte havde vi flere spillere med i den absolutte verdenselite. Den næste vinder blev Svend Pri i 1985 der slog den forgudede indoneser Rudo Hartone, der havde vundet de seneste 7 finaler, hvoraf 2 gange mod netop Svend Pri. I 1977 blev Femming Delfs vinder, og samme sæson blev han den første Verdensmester efter sejr i finalen over Svend Pri. Næste titel kom i 1987 med Morten Frost, der tog titlen 4 gange, sidst i 1987, mens Ib Frederiksen året efter sensationelt tog sejren i finalen. i 1995 og 1996 tog Poul Erik Høyer titlen, og blev endvidere Olympisk Meste i 1996. I 1997 blev Peter Rasmussen Verdensmester, mens Peter Gade tog sig af All England i 1999.
Hos damerne er der ogsåblevet til mange sejre, startende med Kirsten Thorndal i 1948. I nyere tid er det Lene Køppen, der er det helt store navn. Hun blev den første kvindelige Verdensmester i 1977 og blev vinder af All England i 1979 og 1980. I 1987 blev Kirsten Larsen vinder af All England. Camilla Martin blev Verdensmester i 1999 og fik sit All England i 2002
I doublerne er der også hentet mange triumfer. Mest vindende er den tidligere sportskommentator Finn Kobberø, der har hentet ikke færre end 15 All England titler i herre og mix double. Erland Kops har foruden sine 7 singlemesterskaber vundet 8 i doublerne. Der er blevet til 3 VM i doublerne Lene Køppen og Steen Skovgaard tog den i 1977. Steen Fladberg og Jesper Helledie tog herredoublen i 1983 og Lars Påske og Jonas Rasmussen i 2003.
Badminton er måske en noget overset idrætsgren, fordi det kun er stort i 2 europæiske lande Danmark og England. Derimod er det kæmpestort i Fjernøsten, hvor det på det nærmeste er Nationalsport.
Et andet af 60’ernes store navne var kajakroeren Erik Hansen. han vandt Guld ved OL i 1960 i 1000 m og bronze på 500 m. Han skuffede ved OL 1964, men revancherede sig og tog bronze i 1968. Han har vundet flere Verdensmesterskaber, og fået i alt 12 EM og VM medaljer. Man kommer heller ikke udenom Poul Elstrøm der tog 4 guldmedaljer i træk sejlsport. Roerne repræsenterede også Danmark på fornemmeste pris og taget en del medaljer. Husker stadig 4’eren uden styrmandfra OL i 1964, der vandt Guld. Letvægtfireren har taget guld 3 gange 1996, 2004 og 2008. Personlig synes jeg dog, at letvægtsroning er en andenrangssport.
Cykling er også en disciplin, hvor Danmark har hentet stor succes på såvel bane som landevej. 60’erne og 70’ernes store navne på banen var Peder Pedersen, senere formand for Cykelforbundet, Niels Fredborg og Mogens Frey. Niels Fredborg vandt Danmarks eneste Guldmedalje ved OL i 1972, hvor han vandt 1000m på tid. I 1968 var det blevet til en bronzemedalje i samme disciplin. 4 år senere tog han bronze. I 1968 blev det til Guld til 4 km holdet. Det var en dommerafgørelse, fordi tyskerne jubled over sejren før målstregen og rørte ved hinanden, hvorefter de blev diskvalificeret. Sammer år vandt Mogens Frey sølv i 4 km forfølgelsesløb. Niels Freborg blev både Verdensmester i 1000 m på tid og i sprint i1968, hvor Mogens Frey tog sig af 4 km forfølgelsesløb. Peder Pedersen tog sølv ved VM for amatører i 1970 og 71. Derefter blev han professionel og tog Verdensmesterskabet i 1974 og sølv i 1975.
I 1964 blev til til OL sølv i landevejsløb ved Kjeld Rodian. Det er også blevet til sølv til Leif Mortensen i 1968 og i nyere tid er det blevet til sølv til Rolf Sørensen i1996 og Jacob Fuglsang i 2016. Før krigen vandt Henry Hansen Guld i enkeltstart ved OL 1928 og Verdensmesterskabet i enkeltstart for amatører i 1931. Vi skal helt frem til 2019 for at få en professionel verdensmester, da Mads Pedersen vandt den regnbuede trøje.
De 2 store navne på landevejen var Ole Ritter og Leif Mortensen. I 1962 vandt Ole Ritter sølv hos amatørerne både individuelt og på 100 km holdet. han blev professionel, og gjorde sig mest i Italien. Han specialiserede sig i enkeltstart, og fik et par sejre i Giro’en. Hans helt store præstation var, da han tog Verdensrekorden i timeløb i 1968. Senere fik han en lang karriere som 6 dagesrytter. Han blev en stabil etapeløbsrytter og blev nr 6 i Touren.
100 km holdet vandt også flere medaljer, Det blev til VM guld i 1966 og sølv i 1967 og 1969. I 1976 blev det til en bronzemedalje ved OL. I 1970 vandt Jørgen Schmidt VM for amatører. En bedrift som Alex Pedersen gentog i 1994. Hos de professionelle er det blevet til bronze til Jørgen Marcussen i 1978, sølv til Bo Hamburger i 1997. Matti Breschel har 2 gange været på skamlen en bronze i 2008 og en sølv i 2010. Danskerne begyndte også at markere sig i Tour de France. I 1970 blev Mogens Frey erklæret for vinder af en etape, efter hans kaptajn var blevet diskvalificeret for at prøve at holde ham. Kim Andersen var den første dansker, der var iført den gule trøje. jeg så ham første dag, han var i trøjen. Jeg var på cykeltur i Frankrig. Kom til en lille landsby, og kunne ikke forstå, at alting var lukket. Fandt dog ud af, at det var fordi tourfeltet skulle køre igennem, og kunne så se ham køre forbi. Derefter gik det slag i slag med gule trøjer, etapesejre og kulminationen med Bjarne Riis’s sejr i 1996.
Boksningen har også sine store øjeblikke. de største danske navne var Tom Bogs, Børge Krogh, Jørgen “Gamle” Hansen og Hans Henrik Palm. Sammen med dem glimtede uganderen Kalula. Det blev til mange EM og VM kampe. Senere kom bl.a også brødrene Bredal til. Tom Bogs var nok det største navn, og nåede en VM kamp mod argentineren Monzon, som han tabte til på knock out. Der er også mange der husker kampene mellem Jørgen Hansen og Palm, hvor den hårdtslående Hansen besejrede teknikeren Palm. En af de allerstørste præstationer var da Jørgen “Gamle” Hansen gjorde comeback, og besjrede storfavoritten Dave “Boy” Green på knock out i 3. runde så vidt jeg husker.
Der gik efterhånden inflation i VM titlerne, og det var ved at ende i shows med Brian Nielsen.
Man føler sig også presset til at nævne speedwaynavnene Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen der fik en lang række af Verdensmestre, og Ole Olsen opnåede stjernestatus
Slutter af med Atletik. Også i atletik har Danmark haft Europamestre og Verdensrekordholdere. Henry Nielsen fra Nørresundby satte VR i 3000 m løb i 1934 i tiden 8:18:04, en tid de fleste har svært ved at løbe den dag i dag. Vandt samme år EM bronze i 10000 m løb. Midt i 50’erne var Gunner Nielsen en af verdens bedste mellemdistanceløbere. Han tangerede verdensrekorden i 1500 m løb. i tiden 3:40:8 Han vandt sølv ved EM i 1954 og var indehaver af Verdensrekorden indendørs på milen. Niels Holst Sørensen blev Europamester i 400 m og vandt sølv i 800 m løb i 1946.
Annelise Dam Olesen blev sølvvinder ved Europamesterskaberne i 1969.
I 1974 vandt Jesper Tørring Europamesterskabet i højdespring med 2,25 m. Han havde tidligere på året ad flere omgange satte DR på 2,23 m en en landsturneringskamp, hvor han mellem springene deltog i andre discipliner. Samme år vandt Tom B Hansen sølv i 1500 m løb.
Den allerstørste stjerne i Dansk Atletik er den kenyanskfødte Wilson Kipteker. Jeg var forresten med ved hans debut i et dansk løb. Det var en kold vinterdag omkring år 1993 og 1995, hvor vi skulle løbe 10km. da var det ikke til at se, at det var en kommende verdensstjerne der stod og hundefrøs. 3 gange vandt han VM guld i 800m løb i 1995, 1997 og 1999. Det blev til bronze ved OL og sølv ved EM. Joachim B Olsen, som jeg har været klubkammerat med. Tro det eller ej, da var han faktisk en rar og ydmyg person. Han startede som alle i klubben med løb, men gik så over til ,kuglestød. Vandt sølv ved OL 2004 og bronze ved VM, og Guld indendørs.
Så er der selvfølgelig marathonløberne hvor især Allan Zachariassen og Henrik Jørgensen kæmpede om, hvem der var Danmarks bedste marathonløber. Det var en stærk årgang og de fik hård kamp af Jørgen Lauenborg, Svend Erik Kristensen og Arne Mogensfeldt. det må siges, at det var Henrik Jørgensen der trak sig sejrrigt ud af dysten. Ingen af de andre når et resulat som at vinde London Marathon, som han gjorde i 1984
...