48 timersløbet på Bornholm, blev ikke helt det som jeg havde regnet med, og håbet på

Der er en længere dagsrejse til Bornholm.

Jeg var taget med toget fra Aaalborg allerede onsdag formiddag, og tilbragte det meste af eftermiddagen i København.

Jeg fandt det sted på Vesterbro, hvor jeg har spist de sidste par gange jeg har været i byen. En tyrkisk restaurant, der har en billig buffet( ca 60 kr).

Efter jeg havde spist gik jeg en ture gennem byen, og ud på Christania, som jeg plejer at aflægge et visit, når jeg er i byen.

I slutningen af 70’erne havde jeg tilbragt meget tid på Christania.

Christiania er ikke helt det samme som dengang.

Jeg satte mig ved et af bordene, og røg et par smøger, jeg gentager smøger, og ikke det, som hovedparten af de andre røg.Der var gang i jointrulningen rundt omkring, og jeg lod tankerne vandre tilbage til den tid, hvor jeg havde været derude for hente diverse stoffer.Hash, LSD og Coke

Hvorfor ikke gøre det frit, hvorfor ikke afkriminalisere det, og tage rockernes hovedindtægt fra dem. Give licensen til nogle. Det ville også give en milliardindtægt i moms og afgifter, for ikke at tale om, hvadf der kunne spares i fængselsforsorgen, ligesom det er et indgreb i den personlige firhed, at man ikke kan vælge hvilke stimulanser man vil bruge

Jeg forlod Christania, og gik op mod strøget. satte mig ned, og røg en smøg eller to.

Blev helet tiden forstyrret af tiggere, der endten ville ha’ et par håndører eller blokke mig for smøger. Jeg giver af princip aldrig.

Kom med toget til ystad, hvorfra jeg tog færgen til Rønne.

Jeg ankom ved midnatstide, og gik mod Galløkken, hvor jeg skulle ha’ mit telt slået op.

Jeg så, at arrangørerne af løbet havde sat et telt op, så jeg blev fri for at slå mit eget op i regnvejr. Jeg lagde mig i soveposen, og sov til den lyse morgen slog jeg telt op, og gik ind til byen efter morgenmad. Hvorefter jeg sov et par timer. Tog atter ned til byen, fandt en restaurant, hvor jeg spiste en god pizza, hvorefter jeg gik tilbage til løbsområdet, hvor jeg fik snakket lidt med nogle af deltagerne.

Gik tidligt til køjs, og var veloplagt på løbsdagen.

Havde valgt en taktik med at løbe 50 km på 6 timer, og se hvor længe jeg kunne holde.

Holdt mig desvcærre ikke til taktikken, da jeg følte jeg havde gode ben, og prøvede at følge Lars  Christoffersen. Det gik da også fint de første 6 timer, hvor jeg fik løbet 55 km. Men så begyndte kræfterne lidt efter lidt at svigte. De næste 6 timer fik jeg løbet 48 km, men så begyndte jeg at få voldsomme maveproblemer.

Jeg kunne ikke indtage vædske, uden at det kom op igen. Jeg røg en smøg for at se, om det kunne ta’ kvalmen, men dety hjalp ikke.

Jeg gik en time eller to, men var helt dehydreret, og valgte at sove en time eller to, og se om det ikke gik over.

Det blev til 3 timers søvn. Jeg havde ellers valgt, at keg ikke ville sove i løbet. Jeg havde det elendigt, da jeg vågnede, og kom ud på banen igen. Tog en smøg eller 2. Overvejede, om jeg skulle pakke sammen og forlade slagmarken, men valgte at kæmpe til den bitre ende.

Fik noget havregryn med yoghurt, og gik rundt på banen.

Jeg var faldet fra en 2. plads til en 5. plads, og måtte se, hvor meget af det tabte jeg kunne vinde tilbage. Fik snakket lidt med dem, der snart skulle deltage i 24 timersløbet.

Da det detstartede, havde jeg kun nået ca 138 km, mindre end 35 km på 12 timer.Det kan bare ikke passe. tænkte jeg. Jeg når ingengang 240, dårligere end mit gennemsnit fra 6-dagesløbet for nogle år siden.

Jeg havde flere gange forsøgt at komme i løb igen, men måtte opgive det efter et par hundrede meter.

Men pludselig var jeg igang igen. Jeg havde løbet en omgang, uden at bemærke det, men  opdagede så at jeg løb. Det gjorde det mere ondt, end når jeg gik.

Havde fået gang i blodomløbet igen, og stivheden forsvandt fra benene.

Nu løb jeg ca 9 km i timen eller deromkring, og fik indhentet 2 af konkurrenterne. Men der va stadigvæk over 50 km op til Lars og 40 km til den kvindelige hollandske køber Jannett Lang.

Indtog ikke meget vædske, for at det ikke skulle komme op igen. Nøjede med hver time at ta et krus te. Tog et par slurke af den, når den var varm, og gemte resten til senere.

Den ene time tog den anden, og jeg prøvede poå at indhente holllænderen, men i lang tid løb hun omgangene lige så hurtigt(eller langsomt som jeg)

Mørket begyndte langsomt at sænke sig. Jeg havde stadig et håb om, at nå de 300 km, men nu meldte et andet problem sig. Jeg havde en smertende tå, på grund af en vabel, men jeg bed smerterne i  mig. Det var specielt slemt, når vi rundede det stykke med småsten og grus lige før omgangstællerne.

Det var begyndt at blive lidt trivielt at løbe omgang på omgang.

Var begyndt at få den uvane hver gang jeg havde psseret mållinien, lige at standse op for at kigge på resultattavlen.

Hollænderen og Lars var gået i pit, så jeg halede ind på dem,

Var efterhånden begyndt at blive træt af at høre de samme melodier, der blev spillet igen og igen og igen og igen.

Gentagelser, gentagelser og atter gentagelser.

Ude på ruten viste jeg, at jeg ville bliver overhalet at Ultra Ole på samme sted igen og igen og igen.

Var begyndt at løbe bag en fransk løber med “la rouge flamme” skrevet  på ryggen, viste hun ville komme og overhale mig. Hun gjorde ophold i depotet, og jeg fortsatte, så plejede hun at overhale lige omkring rundingen, hvorefter jeg kunne se hendes “røde flamme” de næste par hundrede meter, hun nåede i depot, jeg fortsatte og hun overhalede mig lige omkring rundingen i noget der forekom uendeligt.

Morgenlyset brød langsomt frem. Banen så noget anderledes ud, end for et døgn senere, den forekom at være længere. Ikke bare længere, men meget længere. Det kan ikke passe tænkte jeg. Men det må alligevel være samme bane. Den kunne ikke være blevet ændret iløbet af natten.

Jeg har en træningsbane på præcis 1 km. Banen, den lige strækning

syntes at ha’ samme længde, men var altså ca 1/2 km.

. Jeg fandt min mobiltelefon frem for at ta’ en omgangtid. Præcis 10 min, altså havde de ikke ændret banen.

eg var begyndt at gå. Hollænderen var kommet ud af pit, så jeg halede ikke længere ind på hende. Hun havde overtaget føringen, fordi Lars havde været i pit i meget lang tid.

Han kom tilbage på banen, og var som altid elegant løbende, og tog uden problemer 1.pladsen tilbage

 

Nu skulle de sidste timer bare overstås. Det blev ikke til en slutspurt, men jeg hold de 6 km i timen som jeg kan holde i en uendelighed.

289 km blev det til. Langt fra det, som jeg havde drømt eller håbet på,

men alligevel glad for at ha’ fuldført, når jeg havde været helt nede i kulkælderen.

289 km. Havde jeg gået hele tiden med de 6 km i timen, som jeg kan holde i en uenlighed(hvis ikke jeg er dehydret), havde jeg nået det samme, uden de samme smerter.

Sluttede ca 26 km efter Lars og 15 km efter Jannett Lang. Det ser bedre ud på resultatlisten, end de 40 og 50 km, jeg på et tidspunkt var bagefter

Jeg fik på det nærmeste en chok, da jeg tog skoen af. Stømpen var gennemblødt af blod fra vablen, så jeg måtte klippe den af, mens blodet kom ud i store sprøjt fra vablen der var gået hul på.

Jeg havde tapen tåen ind med compeed før løbet, og jeg kunne ikke få

det løs. Jeg fik noget af det af, med det resultat, at det tog en stort stykke skind med. Resten af plasteret kunne jeg først få af, efter jeg var kommet hjem, og havde fået et fodbad, da fulgte neglen også med

Efter præmieoverrækningen gik jeg tilbage til teltet, sov et par timer,

hvorefter jeg gik ind på et cafeteria, for at få en bøf. Gik ned til byen, hvor jeg købte en soft ice. Jeg sov godt. Fik pakket sammen, og tog hjemad. På grund af vejarbejde blev vi fragtet fra Ystad til København i en bus. Så den lange tur hjem med tog.

Havde fri dagen efter. Dagen efter igen var jeg som sædvanlig ude med aviser, hvor jeg løb ca 2 1/2 time. Havde det ikke været for vablen havde jeg ikke kunnet mærke, at jeg havde været ude at løbe