Det var nu blevet 1989, og jeg havde stadig ikke løbet det marathonløb, jeg altid havde drømt om
Men nu skulle det være. Startede sæsonen med at løbe 1.51.15 ved JFM 30 km i Ringkjøbing og kunne lige klemme mig i top 10 ved at blive nr 7.
Ved JFM i Odense løb jeg mit hurtigste 20 km 1.1Veteran Master i Herning. . Blev nr 2 i Hjørrings 20 km løb, kun slået af den senere Danmarksmester i Marathon Søren Rasmussen, der var et lille halv minut før mig i mål
Lagde ud i rasende fart ved Aalborg Boulevard Marathon, der samtidig var DM og passerede 30 km 2 min langsommere end i Ringkjøbing, men så var der også udsolgt og ved 36 km var jeg groggy som en bokser, og måtte udgå.
2 Marathon og 0 gennemførte, men 3. gang lykkens gang.
Jeg skulle løbe i København og et par uger før løb jeg 34.00 på 10 km, så formen var der ikke noget i vejen med.
Så lykkedes det endeligt, efter så mange år drøm. Jeg passerede målstregen i 2.50.58, og var tilfreds, selvom jeg havde håbet at komme under 2.48.
Nu kunne jeg kalde mig marathonløber. Deltog i 1990 i DM for veteraner i Køge, hvor jeg endnu engang løb 2.51
Men denne gang havde jeg det værre bagefter, og brækkede mig i toget hele vejen til Aalborg,

I 1989 løb jeg mit hurtigste marathonløb på 2.47.08 i Aarhus
I 1990 blev jeg sammen med en anden Claus Brøndum udtaget til at repræsentere Aalborg i et 30 km løb i det daværende Leningrad. Jeg var ude af form. Sæsonen var næsten forbi for mit vedkommende. De kommende konkurrencer lå et par måneder ude i fremtiden, så jeg havde neddroslet min træning. Blev så spurgt med meget kort varsel, om jeg ikke kunne repræsentere klubben i Leningrad, en af Aalborgs Venskabsbyer. Klubben plejede hvert år at sende 2 løbere over til løbet derovre. og selvfølgelig sagde jeg ja. Måtte i ekspresfart få pas og visum. Det blev en uforglemmelig tur. Vi blev indlogeret hos en politimand, der viste sig at være sortbørshaj. Vi blev snydt. Fornuftigt handlede de med os, før vi fik byen at se. Da vi kom ud i byen kunne vi se, at for det beløb vi fik for vores løbesko kunne man købe et par gummistøvler, men fik da købt nogle souvenirs.
Jeg fik kæmpet mig gennem de 30 km lidt under 2 t, på 1.56, mens Claus havde et godt løb, og kom ind på 1.51.
Har fundet hans løbsberetning, som blev bragt i Klubbladet. Den kan læses her.
Samme år var jeg sammen med en klubkammerat Vagn Olsen i Skien i Norge til et halvmarathonsløb, i forbindelse med deres Nationalsdag, hvor jeg satte PR med 1.15.54   
Samme år, eller var det året efter, var jeg i Tyskland i  en lille by nær Thürringen, hvor jeg løb et 25 km løb, sammen med nogle fra klubben af.  Jeg løb de 25 km på 1:32
Samme år  satte jeg PR på 10 km bane og landevej med henholdsvis 33.50 og 33.45
I 1992 fuldførte jeg Aalborg Marathon i 2:51, og nu skulle der gå 10 år, før end jeg igen ville komme til at løbe et marathon.

I 1994 var jeg atter med klubkammeraterne i Thûringen, og løb halvmarathon på 1:20 eller lige et par sekunder over. Jeg havde den ære hos værtsfamilien, at sætte til bords sammen med den senere verdensrekordindeholder i kvindernes marathonløb Tegla Loroupe, få uger før hun løb sit første marathonløb i New York, som hun vandt.

Jeg fik de efterfølgende sæsoner ødelagt af skader, hvor jeg nu løb halvmarathon på ca 1.20 og 10 km på 35
Døjede med rygsmerter og senere dårlige knæ.
I 1997 fik jeg konstanteret slidgigt i knæene, og måtte indstille løbningen i ca 2 år, det var totalt umuligt for mig at løbe
Fik en mountainbike, og begyndte at træne knæene op igen
I 1999 gik jeg så småt i gang med løbningen igen, men ikke så intens som førhen
Vovede at deltage i en halvmarathon i 2000, men løb på omkring 1:35, langt fra det niveau jeg før havde haft.
I 2001 blev der kun løbet et par serieløb på 10 km, et natløb på 10 km, Stifinderløbet også 10 km og et enkelt halvmarathon på omkring 1.30.
Nu skulle der nye boller på suppen, hvis jeg skulle have noget ud af mit løb, og besluttede mig for at løbe Ultra

No views yet